Glarmester
Som glarmester har du en enestående mulighed for at være med til at sætte dit præg på nutidens og fremtidens byggeri. For hvem bygger uden vinduer? Du får dermed mulighed for at arbejde med stort set alle slags materialer og bruge både hænder, hoved og moderne teknologi.
Vi kender alle vigtigheden af dagslys og sætter pris på det rigtige lysindfald. Som glarmester er du med til at give nye og gamle bygninger det helt rigtige lys og på den måde sætte dit præg på et byggeri.
En glarmester arbejder med at tilskære, slibe og polere alle typer glas i kombination med andre materialer som fx træ, metal og beton. Men du lærer også at montere vitale dele til huse, lejligheder og erhvervsbyggeri, når vinduer og døre skal sættes i, eller nye bygninger skal beklædes med solceller.
Derudover er det også tit en glarmester, som udskifter bilruden eller rammer flot kunst ind.
Glas er et spændende materiale og en tydelig del af fremtidens byggeri og klimaløsninger. Som glarmester skal man både kunne arbejde præcist og koncentreret, og man skal have sans for service samt interesse for stil, form, farver og funktion.
Som glarmester bliver du specialiseret i at planlægge, tegne og fremstille avancerede og bæredygtige glasløsninger. Samtidig lærer du at vurdere, reparere og renovere vinduer og anvende ny teknologi og maskiner til de forskellige arbejdsopgaver.
På en almindelig arbejdsdag kan du både have kundekontakt og stå for rådgivning om valg af fx klima- og energivenlige produkter og selv stå med værktøjet i hånden for at få tilpasset speciallavede glaspartier i moderne byggeri.
Med andre ord er en glarmesteruddannelse en sikker vej til et spændende og alsidigt arbejdsliv med gode jobmuligheder.
En uddannelse som glarmester giver også adgang til en række videregående uddannelser.
Kan du også godt lide at bruge kroppen, tænke kreativt og sætte dit aftryk i bybilledet? Så er glarmesteruddannelsen sikkert noget for dig.
Se filmen om Maiken. Hun er glarmester og faglærer.
Jeg kan godt lide de gamle vinduer, som man kan renovere og lave gode energiløsninger til.
Maiken. Glarmester og faglærer.
Uddannelsesinfo
Interesseret i lidt praktisk info? Så klik og se mere nedenfor.
Uddannelsen tager 3,5 år eller 4,5 år alt efter hvor gammel du er, når du starter på uddannelsen. Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb:
- Grundforløbet tager 20 eller 40 uger afhængig af, hvornår du har afsluttet folkeskolen.
- Hovedforløbet veksler mellem virksomhedspraktik og skoleophold.
Du kan tage både grund- og hovedforløbet her:
- Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser – Audebo
Praktikpladsen.dk er mødestedet for elever og virksomheder inden for erhvervsuddannelserne. Her kan du som elev finde alle virksomheder, der er godkendt til at ansætte elever. Du kan også søge ledige praktikpladser online og sende uopfordrede ansøgninger. På praktikpladsen.dk kan virksomhederne også søge elevernes profiler frem samt annoncere efter elever.
Det er ikke muligt at kombinere erhvervsuddannelsen med et gymnasialt forløb.
Som alubygger har du adgang til uddannelserne byggetekniker, bygningskonstruktør eller diplom-ingeniør.
Men du kan også specialisere dig indenfor glasbranchen med forskellige efteruddannelseskurser.
En gennemført erhvervsuddannelse giver også adgang til gymnasiale suppleringsfag og dermed opfylde adgangsbetingelserne til en række videregående uddannelser.